Kære Fairyfan!
Rigtigt godt nytår! Jeg håber, at du har haft dejlige fridage med god tid til det, du allerbedst kan lide. Selv har jeg været i Hong Kong over nytåret sammen med min mand Mike, som optrådte til den årlige festival ”Tai Kwun Circus Plays”. Så 2019 sluttede et meget spændende sted og et nyt årti er skudt i gang. Det giver anledning til refleksion – Her kan du læse om Fairyworks største succeser fra 2019 og nogle af planerne for 2020.
2020 begynder godt med bookings i Dubai og Sharjah
Efter blot fem dage hjemme er jeg draget af sted igen – denne gang til de Forenede Arabiske Emirater.
Jeg skal både optræde til ”Dubai Shopping Festival” og efterfølgende til ”Sharjah Fringe Festival”, den første fringe festival i Mellemøsten. Så januar, som ellers plejer at være musestille, er fyldt godt ud med optræden som Guldfe. Det må da siges at være en god start på det nye år, hvor jeg har nye projekter og store ambitioner, som jeg løbende vil fortælle mere om.
Højdepunkter fra 2019
2019 har været et rigtig vigtigt og stærkt år med forandringer og udvikling, med mange gode oplevelser, meningsfulde samarbejder og arrangementer af vildt forskellige slags. Fairywork har taget nogle skridt, som jeg er stolt af:
Eventplanlægning: Fairywork har udvidet sit team og tilbyder nu eventplanlægning og pakkeløsninger med flere forskellige Fairywork-karakterer til events. Det har været en meget positiv oplevelse at skabe større events i samarbejde med flere andre.
I medierne: Jeg har givet interviews om Fairywork til pressen 8 gange i løbet af året, blandt andet i Go’Morgen Danmark i maj, Familie Journalen i juni, og senest på forsiden af Vejle Amts Folkeblad. Min favorit-artikel er fra det eksklusive livstilsmagasin ”InVejle”. Du finder artiklen på side 58 – 63.
Internationale priser: Fairywork har modtaget to internationale priser for min optræden som signaturkarakteren ”Guldfeen”. I april modtog jeg andenpladsen som publikums favorit til “The national Championship for Living Statues” i Stratford -Upon-Avon, i England. I juni til “Statues En Marche” i Marche-En-Famenne, i Belgien, modtog jeg som eneste solo-performer en af de tre priser som publikumsfavorit ud af 100 optrædende.
Turne i Kina: Fairywork har været på turne i udlandet flere gange i løbet af året, både i Europa, Canada og Kina. Mest spændende var det at komme på turne i Kina, hvor jeg aldrig har været før og hvor kulturen er så forskellig fra vores egen.
I næste måned vil jeg løfte sløret for flere nye tiltag i 2020. Jeg er overbevist om, at det bliver et rigtigt godt år. Må alle dine drømme gå i opfyldelse.